Velkommen til første indlæg på min nye blog!
Jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste derude i æteren, der lider af en farlig trang til at hamstre garn ved udsalg og lidt for ofte opstarte nye projekter. Kombineret med en evne til "glemme" hvor mange projekter, jeg rent faktisk har gang i, for lidt tid og en rimelig rummelig strikkekurv [kommode] er det ikke altid projekterne bliver færdige ligeså hurtigt, som jeg kunne ønske mig.
Men nu skal der strammes op! Jeg prøver at få ryddet ud i gemmerne og ikke gå i gang med for meget nyt inden de gamle projekter er færdige. Og så har jeg "ofret" en del ufærdige projekter, der bare lå og ikke var spændende mere. Jeg har simpelthen trævlet dem op, så de ikke forstyrrer mere, de var alligevel ikke blevet helt som jeg havde ønsket.
Et lille nyt projekt har dog sneget sig ind – en temmelig forsinket julegave til min lille niece – og det er allerede afsluttet.
Den lille top er fra Lene Holme Samsøes hæfte "Babystrik på pinde 3,5-4" og er strikket i DROPS BabyAlpaca Silk – et af mine yndlingsgarner, specielt når det gælder babystrik. Bukserne er strikket i DROPS Babymerino.
Nu håber jeg bare på, at jeg snart er igennem mine hængepartier, så jeg kan få startet på nogle nye, friske 2014 projekter.
Fik jeg nævnt, at manden har indført garnstop herhjemme?




